Hos Danish Crown beskriver man lige nu markedet for svinekød som værende i en mellemperiode, hvor kunderne har fyldt lagrene op efter sommeren – men hvor der endnu ikke er taget hul på julehandlen.

I sin markedsberetning konstaterer slagterigiganten således, at man i de seneste uger har oplevet prisfald i hele Europa, hvilket har betydet sivende priser på stort set alle ferske delstykker.

I den kommende uge må leverandørerne derfor se noteringen på både svin og søer få et hak nedad med henholdsvis 20 øre til 11,70 kroner pr kg og 40 øre til 8,60 kroner pr. kg.