Pengene skal gå til det bredbåndsselskab, som kan levere det hurtigste bredbånd til flest mulige borgere og virksomheder
Dækning af højhastighedsbredbånd på Bornholm ligger
væsentligt under landsgennemsnittet.
Med Vækstplan DK har regeringen og aftalepartierne derfor
afsat i alt 60 millioner kroner i 2014 og 2015 til højhastighedsbredbånd på
Bornholm.
Og nu er partierne enige om at gennemføre
en høring over udbud af 60 millioner kroner fra vækstplanen til bedre bredbånd
på Bornholm. Det oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet.
- Vi lægger op til, at de 60 millioner
fra Vækstplan DK til bedre bredbånd på Bornholm skal gå til det
bredbåndsselskab, som kan levere det hurtigste bredbånd til flest mulige
borgere og virksomheder, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen
(S) i en pressemeddelelse.
- Det er vigtigt, fordi adgang til
hurtigt bredbånd er et grundvilkår for både virksomheder og borgere.
Når vi har valgt at gennemføre en høring
over udbuddet, er det fordi, vi gerne vil give mulighed for, at flere kan byde
på opgaven, tilføjer han.
Høringen gennemføres i to trin. Først indsamles data over
hvor, der allerede i dag findes højhastighedsbredbånd på Bornholm, og hvor der
er planer om udrulning. Dernæst gennemføres høring over det samlede
udbudsmateriale med budvilkår og indsatsområder.