Landbrug & Fødevarer, Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening opfordrer til, at kommissionsanbefalinger bliver fulgt
Indviklede og ulogiske regler står i veje for mere natur i
det danske agerland.
Det mener man i hvert fald hos Danmarks Jægerforbund,
Dansk Ornitologisk Forening samt Landbrug & Fødevarer (L&F). Herfra
opfordrer man nu miljøministeren og fødevareministeren til at følge en række af
Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Det oplyser L&F.
For ifølge L&F er reglerne for etablering af
lærkepletter, vildtstriber og andre tiltag, der skal gavne mangfoldigheden i
naturen, nemlig skruet sådan sammen, at de i mange tilfælde er for indviklet
for den enkelte landmand at gennemskue lovgivningen.
- Jeg kan sagtens forstå, at mange landmænd er bange for
at blive straffet af systemet, når de gerne vil gøre noget for naturen. Og det
er det, vi skal have ændret, siger viceformand i L&F Ib W. Jensen i en
pressemeddelelse.
- Landmændene sidder med nøglen til at skabe mere og bedre
natur, og det er der rigtig mange, der gerne vil, men mange tør ikke løbe
risikoen for at ende med en stor regning, fordi de rækker naturen en hånd.
Fælles interesse
L&F påpeger, at Danmarks Jægerforbund, Dansk
Ornitologisk Forening og L&F har en fælles interesse i at arbejde for, at
der også fremover bliver gjort en stor indsats for at etablere og vedligeholde
natur- og biotopforbedrende tiltag i agerlandet.
- Det er helt afgørende for en sådan indsats, at det
fremadrettet gøres attraktivt at eje og forvalte naturarealer i det åbne land,
lyder det således fra L&F.