Kold hylder kartoflen

Kold College i Odense er ramme om årets Kartoffelfestival, hvor 10 af landets mest talentfulde kokke konkurrerer om Kartoffelprisen 2013

Der er tale om alt andet end en kedelig kartoffel, når Kold College i Odense på søndag den 27. oktober slår dørene op for årets kartoffelfestival, der vanen tro forventes at blive et tilløbsstykke

Her uddeles også Årets Kartoffelpris, som blev stiftet af Danmarks Kartoffelråd i 1999 og i dag regnes for en af de mest prestigefyldte priser i kokkebranchen. Nogle af landets mest talentfulde kokke konkurrerer om, hvem der kan sammensætte den bedste forret, hovedret og dessert med kartoflen som hovedingrediens.

 - Der er sket en enorm produktudvikling med kartoflen. I dag har vi 17-18 sorter, og i takt med det nordiske køkkens fremmarch har kartoflen oplevet en genfødsel. På såvel restauranter som i private hjem har man fået øjnene op for kartoflens mange anvendelsesmuligheder, siger Hans Beck Thomsen, mangeårig overdommer ved Årets Kartoffelpris, indehaver af Café Stranden ved Henne Strand og en af landets mest respekterede kokke.

På årets Kartoffelfestival slår Kold College kartoffelbranchen dørene op for alle, der har lyst til at sanse kartoflens univers. Børnefamilier inviteres i køkkenet, hvor de får lov at lave kartoffelretter. Mejerister og jordbrugselever giver smagsprøver på hjemmelavede kartoffelchips med særlig skyr-dip.

Kartoffelbranchen viser de mange sorter frem og giver svar på, hvilken kartoffel der er egnet til bagning, mos og kogning.

Læs også