Bæredygtigt Landbrug forventer, at regeringens nye ressourcestrategi vil bidrage med vigtige næringsstoffer til dansk landbrugsjord
Mandag præsenterede miljøminister Ida Auken (SF) regeringens
nye ressourcestrategi til i alt 200 millioner kroner.
Og strategien får nu positive ord med på vejen fra
Bæredygtigt Landbrug (BL). Således siger direktør ved BL Vagn Lundsteen, at han
ikke vil holde sig tilbage fra at rose miljøministerens forslag:
- Tanken bag er helt i tråd med Bæredygtigt Landbrugs
tanker. Hvert år afbrændes enorme mængder grønt affald – eller det deponeres på
lossepladser – i stedet for at blive genanvendt i landbruget.
Han peger på, at regeringens plan indeholder forslag om,
at mere affald sendes til de danske biogasanlæg.
- Det er et helt igennem tiltalende forslag, som vi gerne
vil bakke op omkring. Kunsten bliver at motivere og informere befolkningen – og
især de unge mennesker – som ofte har et afslappet forhold til affaldshåndtering
og genbrug.
Også miljøministerens ambitioner om at genanvende
spildevand som gødning falder i god jord hos Vagn Lundsteen:
- Også dette bakker vi op omkring, selvom vi pt. ikke kan
gennemskue håndteringen og spredningen af fosfor fra spildevandet – men ideen
er god. Vi oplever os som en aktiv medspiller på ressourcestrategien og ser
frem til samarbejdet med miljøministeren, så vi sammen kan skabe et Danmark
uden affald.