Dansk øko-kød på vej til Kina

Friland har indgået en samarbejdsaftale med et kinesisk selskab om leverancer af økologisk svinekød

Repræsentanter fra Friland har på den danske ambassade i Beijing underskrevet en aftale med den kinesiske virksomhed Organic and Beyond Coorperation. Det oplyser Friland.

Aftalen er den første samarbejdsaftale med et kinesisk selskab om kommende leverancer af økologisk svinekød. Det kinesiske selskab er en økologisk abonnementsordning, som leverer til omkring 200.000 familier i seks af Kinas største byer.

Friland understreger dog, at aftalen er afhængig af, at det lykkes Friland at blive certificeret som leverandør af økologisk svinekød til det kinesiske marked

I forhold til Kina har Friland indtil videre kun levereret økologisk svinekød til Hong Kong, som ikke er omfattet af samme økologiske regler, som det kinesiske hovedland.

Hvis det lykkes Friland at blive godkendt som leverandør af økologisk svinekød til det kinesiske marked, vil det ifølge Friland være det første selskab i verden, som får denne godkendelse.

Læs også