Opbakning til Facebook-side mod brændeafgift vokser

Facebook-siden »Stop brændeafgiften« blev oprettet den 10. september og fik godt 800 »synes godt om«-tilkendegivelser i det første døgn

1.450 tilkendegivelser fra folk, der synes godt om siden.

Fredag klokken 14.00 var det status på, hvor mange der ind til da havde vendt tommelfingeren opad på Facebook-siden »Stop brændeafgiften«.

»Stop brændeafgiften« blev vel at mærke først lanceret den 10. september, og allerede i løbet af det første døgn havde 800 personer givet udtryk for deres støtte til siden.

- Det er en rigtig god begyndelse, og vi håber, at mange, mange flere vil trykke »synes godt om« i de næste dage og uger – tids nok til, at Folketinget opgiver brændeafgiften, som ellers skal vedtages inden jul, lyder det fra folkene bag Facebook-hjemmesiden.

Og bag tiltaget på Facebook står Biobrændselsforeningen, Dansk Skoventreprenør Forening, Dansk Skovforening, Danske Producenter af Pejse og Brændeovne, Danske Træindustrier, HedeDanmark og Skovdyrkerne.

Parterne raser over en planlagt afgift på brænde. Afgiften bliver ifølge »Stop brændeafgiften« i 2020 på 275 kroner pr. rummeter for løvtræ og 226 kroner pr. rummeter for nåletræ – hvis altså den bliver vedtaget.

Afgift på ministerbiler

Man frygter blandt andet, at afgiften vil føre til øget græsehandel, mere handel med sort træ – samt at afgiften især vil ramme folk i landdistrikterne på pengepungen.

Flere personer, der har givet deres støtte til kende til »Stop brændeafgiften«, peger da også på netop det økonomiske aspekt:

- De skulle prøve at sætte en tilsvarende afgift på ministerbiler, konstaterer en af støtterne således, mens en anden spørger:

- Hvad skal vi snart gøre? Gå fra hus og hjem?

www.facebook.dk/stopbraendeafgiften kan interesserede læse mere om initiativet.

Læs også