Torsdag besluttede Folketinget at stramme reglerne for brug af antibiotika i svinestalden.

De 200 svinebesætninger, der har det højeste antibiotikaforbrug, skal således sænke forbruget, hvis de vil undgå et gult kort.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion Lindhart B. Nielsen finder skærpelsen absurd.

- At indføre stramninger overfor et erhverv, som allerede har bevist, at det er blandt de dygtigste i verden, og som verdenssundhedsorganisationen WHO fremhæver som et eksempel til efterfølgelse, minder om intet andet end signalpolitik, siger Lindhart B. Nielsen i en pressemeddelelse.

Vil gerne møde ministeren

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) begrunder blandt andet skærpelsen med, at et højt forbrug af antibiotika i landbruget kan udvikle resistente bakterier, så syge mennesker ikke kan behandles.

- Jeg har svært ved at se resistenseffekten ved at hæve gult kort grænseværdierne, men vil gerne mødes med ministeren, så hun kan forklare, hvor stor en effekt det forventes at få på udviklingen af resistens, lyder det fra Lindhart B. Nielsen.

Han peger på, at man med stramningerne risikerer at underbehandle dyrene – og dermed forringe dyrevelfærden.

- Danmark er et foregangsland på antibiotika. Det ved udlandet, som jævnligt kommer på besøg for at lære af vores erfaringer, men det er, som om politikerne på Christiansborg er de eneste, der ikke er klar over det.