- Indsats stopper, når 52 millioner kroner er brugt
Kontorchef i Naturstyrelsen Thomas Bruun Jessen var med ved stormødet om vandplaner på Sørup Herregård onsdag aften
Thomas Bruun Jessen, kontorchef fra Naturstyrelsen, havde efter eget ønske begivet sig direkte i løvens hule for at forklare styrelsens tanker og visioner, da der onsdag aften var stormøde om vandplaner på Sørup Herregård.
Og han blev ikke uventet mødt af en byge af spørgsmål – eksempelvis om de planer, der nu skal i høring.
- Vi sender planerne i ny høring for at få dem genvedtaget, men vi har rettet konkrete fejl blandt andet baseret på konkrete henvendelser fra landmænd. Samtidig har vi lavet kvalitetssikring mellem kunstige og naturlige vandløb. De kunstige var baseret på amternes udpegninger. Desuden bortfalder indsatsen på cirka 410 kilometer vandløb.
- Vi har cirka 100.000 søer i Danmark, og der er fastsat specifikke mål for cirka 900 søer.
Thomas Bruun Jessen anførte, at det handler om en politisk beslutning, men hvor man også tidligt har set, at det sker på baggrund af et groft skøn over konsekvenser.
- Derfor indsatte man fra Folketingets side to afgørende sikkerhedsmekanismer, blandt andet at hver ændring skal konsekvensvurderes og at indsatsen skal gennemføres indenfor en økonomisk ramme.
- Hvis en kommune vurderer, at indsatsen ikke giver miljømæssigt mening, så gennemføres den ikke! Og når pengene til kompensation inden for rammerne af landdistriktsprogrammet er brugt, stopper indsatsen. Der er afsat 52 millioner kroner om året og når de penge er brugt, stopper indsatsen. Er pengene hurtigt brugt, så har staten et nyt problem, men jeg mener, at man kan komme langt for 52 millioner kroner om året.