Droner kan i fremtiden redde vildt på markerne.

Det er i hvert fald, hvad forskere ved Aarhus Universitet arbejder på. Her står man nemlig bag et projekt, der skal nedbringe antallet af påkørte dyr på landbrugsarealer.

Ifølge Aarhus Universitet kan problemet reduceres kraftigt ved hjælp af droner med varmefølsomme kameraer. Sammen med to firmaer har forskerne foretaget de første overflyvninger af landbrugsjord, og her lykkedes det dronen at finde frem til to rådyrkid.

- I fremtiden kan vi give landmanden en løsning, hvor han med stor sikkerhed kan få besked fra en drone om, hvor der på en mark er dyr. Problemet i dag er, at vildtet som regel vil trykke sig mod jorden, når en landbrugsmaskine nærmer sig. Derfor er det ekstremt svært at opdage dyret og afværge en påkørsel, siger seniorforsker Rasmus Nyholm Jørgensen i en pressemeddelelse.

Risiko for forgiftning

Han påpeger desuden et andet problem med påkørslerne, der handler om fødevarekvalitet. Vildtet kan nemlig være inficeret med bakterier, og det indebærer en risiko for, at høstudbyttet kan give bakterielle forgiftninger hos dem, der skal spise det.

Rasmus Nyholm Jørgensen erkender dog, at der er et stykke vej til et salgsklar produkt:

- Vi har udviklet algoritmer, der er i stand til at detektere tilstedeværelsen af dyr i billeder fra det varmefølsomme kamera. Men på dette relativt tidlige udviklingsstadie har vi udfordringer med at skelne mellem genstande på markerne, der er blevet opvarmet af solen og dyr, der udleder varme. Målet er, at vi får udviklet et system, der selv er i stand til at skelne mellem dyr og andre objekter.

Foruden forskere ved Aarhus Universitet indgår dronefirmaet Sky-Watch og rådgivningsfirmaet Natur og Landbrug i projektet.