En planlagt lempelse af spildevandsafgiften er konkurrenceforvridende. Det mener direktør for Danske Slagtermestre Torsten Buhl
Et lovforslag, der skal lempe spildevandsafgiften for
større virksomheder, der bruger meget vand, møder nu modstand.
For den såkaldte trappemodel er baseret på, hvor mange
kubikmeter vand en virksomhed udleder om året. Jo mere spildevand, jo større
bliver reduktionen i vandafledningsbidraget.
Og det giver en skævvridning på hjemmemarkedet – og rammer
forbi Vækstplan DK’s intentioner om at hjælpe små og mellemstore virksomheder.
Det siger direktør for Danske Slagtemestre Torsten Buhl til Børsen:
- Man forskubber og forvrider konkurrencen, fordi man
giver de store spillere på markedet nogle lempeligere rammevilkår. Meningen med
det her er, at de store slagterier skal kunne sælge deres produkter billigere
for at kunne blive mere konkurrencedygtige i forhold til udlandet. Men det
bliver de jo også i forhold til at sælge til det danske marked, hvor de jo får
en fordel i forhold til vores medlemmer.
I en e-mail til Børsen peger miljøminister Pia Olsen Dyhr
(SF) på, at formålet med trappemodellen netop er at skabe bedre konkurrencemæssige
vilkår for vandforbrugende virksomheder, der konkurrerer på det internationale
marked.