Fødevareministeren kalder landbruget i samråd

Landbrugs- og naturorganisationer er kaldt i samråd af fødevareminister Mette Gjerskov

På årets Folkemøde på Bornholm er der nogle ting, der bliver vendt på hovedet.

For Fødevareministeriet og Miljøministeriet har nemlig arrangeret et alternativt samråd. Normalt er det politikerne, der svarer på spørgsmål under et samråd. På Bornholm er der imidlertid natur- og landbrugsorganisationer, som bliver mødt af spørgsmål.

- Samrådet bliver forhåbentlig en underholdende og anderledes diskussion om et meget vigtigt emne, nemlig fremtiden for vores natur og landbrug. Jeg glæder mig til at lytte og for en gangs skyld at skulle forberede spørgsmål frem for svar, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse.

De politisk ansvarlige fra de tre store natur- og landbrugsorganisationer vil blive udfordret på, hvordan de vil bidrage til fremtidens natur og landbrug.

Ifølge Fødevareministeriet er samrådsspørgsmålene:

- Hvordan vil du sikre, at din organisation bidrager positivt til eventuel implementering af mere målrettet regulering?

- Hvordan mener du, at hensynet til naturen kan gå hånd i hånd med vækst, bedre økonomi og flere jobs?

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, formand for Økologisk Landsforening Per Kølster og præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen vil blive udspurgt om deres visioner og tidsperspektiv for fremtidens løsninger.

Udover fødevareministeren deltager blandt andre Mette Bock, Liberal Alliance, og René Christensen, Dansk Folkeparti.

Samrådet finder sted lørdag den 15. juni klokken 14.00 til 15.00 i mødelokalet ved Lindeplads på Havnen.

 

Læs også