Milliardinvesteringer, godt 4.000 jobs under anlægsfasen og omkring 2.200 varige arbejdspladser, når anlægget er færdigt.

Det er, hvad folkene bag miljø- og energiprojektet Maabjerg Energy Concept (MEC) ved Holstebro forventer, at projektet vil medføre. Et projekt, som Miljøstyrelsen netop har godkendt.

Og miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) ser frem til, at projektet kan realiseres:

- Det er et meget lovende projekt, der bruger lokale råvarer som halm, husdyrgødning og almindeligt husholdningsaffald til at gøre Holstebro og Struer Kommuner selvforsynende med varme uden brug af fossile brændstoffer som olie og kul, samtidig med der bliver skabt nye arbejdspladser, siger Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.

Ifølge Miljøministeriet betyder godkendelsen blandt andet, at Maabjerg Energy Concept kan nå at ansøge EU om medfinansiering af projektet.

Maabjerg Energy Concept handler om at bygge verdens første fuldskala 2. generations bioethanolanlæg baseret på halm, udbygge et eksisterende biogasanlæg til et af verdens største og udbygge et kraftvarmeværk.

Miljøministeriet oplyser, at de tre anlæg kobles sammen for at få størst mulig fælles udnyttelse af energi og ressourcer, så for eksempel restprodukter fra én proces kan anvendes som råvarer i en anden proces.