Ferguson'er får selskab af damptromler
Danmarks Ferguson Museum ved Horsens har fået 13 køretøjer og yderligere 1200 effekter fra det lukkede Vej- og Bromuseet på Sjælland
13 køretøjer og 1200 andre effekter er netop blevet flyttet fra Danmarks Vej- og Bromuseum på Sjælland til Danmarks Ferguson Museum mellem Horsens og Juelsminde.
- Vi synes, at vore flere end 200 Ferguson-traktorer er lidt i familie med de gamle vejmaskiner, og vi glæder os til at vise frem i en særskilt udstilling, siger Henrik Nielsen, der ejer Danmarks Ferguson Museum, men som har en støtteforening med cirka 500 medlemmer bag sig.
Teknisk Museum har overtaget den interaktive del af udstillingen.
Særlig attraktion
- Men ingen af de statsstøttede museer har været interesseret i det kørende materiel og en lang række andre spændende genstande. Derfor har vi nu fået det hele foræret kvit og frit og har endda fået det transporteret hertil. Det bliver så en ekstra attraktion allerede, når vi holder de årlige Ferguson-dage 25-26. maj, fortæller Henrik Nielsen.
Transportminister Henrik Dam Kristensen har i øvrigt sagt ja til at holde den officielle åbningstale på Ferguson-dagene lørdag den 25. maj kl. 13. Han bliver den fjerde minister på talerstolen i Stourup, Østjylland. De tre forgængere sad i VK-regeringen.







































