For et par år siden overtog Henrik Brunholm virksomheden Fredensborg Skov & Have med forhandling af en lang række maskinmærker.

Nu kan han kalde sig Årets Kubota-forhandler 2012 i Danmark.

Kort efter, at Henrik Brunholm overtog firmaet i begyndelsen af 2011, blev han også forhandler for Svenningsens Maskinforretning med hovedbase i Kastrup. Svenningsens kunne bruge en forhandler til at sælge ikke mindst Kubota-traktorer i Nordsjælland.

- Der havde tidligere været en Kubota-forhandler i området. Da Svenningsens overtog Kubota-importen i 2009, kom vi imidlertid til at mangle en forhandler. En dag ringede en af Henrik Brunholms bekendte til mig og fortalte, at Henrik godt kunne tænke sig at blive Kubota-forhandler. Det fandt vi så ud af, fortæller salgskonsulent Lars Pedersen hos Svenningsens i en pressemeddelelse.

- Henrik Brunholm blev forhandler for Svenningsens næsten samtidig med, at han overtog Fredensborg Skov & Have. Og han er virkelig gået til den, ikke mindst med salget af Kubota-traktorer. Og det er meget imponerende, at han tager titlen som Årets Kubota-forhandler blot et par år efter, at han blev selvstændig maskinhandler. Det var fjerde gang, vi kårede årets forhandler, lyder det fra salgskoordinator Martin Hvidesten hos Svenningsens Maskinforretning.

Kåringen foregik i forbindelse med et landsdækkende møde for Kubota-forhandlere i Svenningsens hovedkvarter i Kastrup.