Manglende tilskud bremser biogasprojekt
Stort biogasprojekt i Ringkøbing-Skjern Kommune forsinkes på grund af manglende tilskud. To ud af projektets fem anlæg har fået tilskud
Sidste efterår blev det første anlæg i det såkaldte Ringkøbing-Skjern biogasprojekt indviet. Projektet skiller sig ud ved, at gas, og så vidt muligt også gylle, transporteres i rørledninger for at minimere transportomkostninger.
Men siden efteråret har der været stilhed i byggeriet, og der er endnu ikke gravet rør ned. Det er manglende likviditet, som nu forsinker projektet.
- Vi havde søgt anlægstilskud til de næste fem anlæg i projektet. Men i december sidste år, da NaturErhverv uddelte tilskud, fik kun to af anlæggene tilskud, desværre, forklarer Lars Byberg, der er bioenergidirektør i selskabet Bioenergi Vest, som har stået for projektet siden starten. Selskabet er nu ejet af Vestjysk Landboforening og Ringkøbing-Skjern forsyning.
To af de tre anlæg, der ikke fik tilskud, er nu sat på standby, imens man arbejder videre med at søge alternativ finansiering til det tredje anlæg.
Store perspektiver
Lars Byberg ærgrer sig over de manglende statslige tilskud, og at bankerne generelt fortsat er forsigtige med at yde økonomisk støtte trods store fremtidsperspektiver.
- Vi har et yderst moderne og bæredygtigt projekt, hvor det er lykkedes os at minimere transportbelastningen og -omkostningen ved, at vi transporterer gas og så vidt muligt også gyllen i kilometerlange rørledninger.
- Vores strategi er at lave decentral gasproduktion på gårdanlæg og så føre gassen derhen, hvor den skal anvendes. I vores tilfælde vil det sige til Skjern Fjernvarmeværk. I denne model holdes omkostningerne for de enkelte gårdanlæg på et minimum, og der kan samtidig laves en yderst effektiv central el-produktion, forklarer han.
Penge fra Energistyrelsen
Bioenergi-direktøren forklarer videre, at projektet er blevet tilgodeset med 10 millioner kroner til etableringen af de i alt 35 kilometer rørledning. Pengene er fra EUDP-puljen under Energistyrelsen.
- Det er vi naturligvis meget tilfredse med, og det betyder, at vi kan påbegynde etableringen af rørledningen i 2014, og den skal være klar til brug i efteråret 2014.
Samme år sættes gang i byggeriet af flere anlæg.
- Vi forventer at de to anlæg, der har fået tilskud, bygges i 2014 og bliver klar til brug i efteråret 2014. Generelt bliver 2014 bliver et stort byggeår for os, hvor vi for alvor får projektet ført ud i praksis, siger han.
Flere strenge
Ifølge Bioenergidirektøren vil man i første omgang afsætte gassen til Skjern Fjernvarmeværk, men han gør opmærksom på, at man holder alle muligheder åbne.
- På længere sigt er det vigtigt at holde alle døre åbne. Det kan blandt andet være afsætning af gas til transportformål eller som opgraderet gas til naturgasnettet, siger han.
Målsætningen er at Ringkøbing-Skjern Kommune skal være selvforsynende med vedvarende energi allerede i 2020. Beregninger har ifølge Lars Byberg vist, at satsningen på biogas kan sikre 20-25 procent af det samlede vedvarende energibehov.










































