Avis: Fremtiden ser lys ud for landbrugsmaskinbranchen
Øget eksporthandel har ifølge Landbrug & Fødevarer været med til at give højere forventninger om vækst
Der er optimisme i landbrugsmaskinbranchen.
Således viser en ny konjunkturmåling, som Landbrug & Fødevarer har gennemført, at halvdelen af virksomhederne i agroindustrien venter resultatvækst næste år. Det skriver Børsen.
Ifølge Landbrug & Fødevarer har det haft stor betydning, at mange virksomheder har øget eksportindsatsen:
- Mange har gjort rigtig meget for at øge aktiviteter uden for Danmark, hvor branchens omsætning jo på et tidspunkt lå 70 procent under niveauet før finanskrisen. Jeg vil tro, at eksporthandelen i virksomhederne under ét er øget fra 30 til 60 procent, siger sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Allan Pedersen til Børsen.
Han peger på, at øget eksporthandel giver basis for optimistiske vækstforventninger.
- Udviklingen i branchen hænger tæt sammen med indtjeningen hos kunderne – landmændene. Og den ser bedre ud mange steder, tilføjer Allan Pedersen.
Landbrug & Fødevarers konjunkturmåling omfatter ifølge Børsen 80 virksomheder, der producerer maskiner og udstyr til brug i stalde og på marker – samt enkelte leverandører af teknik og andet i fødevareindustrien.






































