Mindre medicin til danske køer og kalve
Forbruget af antibiotika til danske kalve og køer er faldet med knap seks procent fra 2011 til 2012
Danske kalve og køer får tilsyneladende mindre medicin end tidligere.
I hvert fald viser nye tal, at forbruget af antibiotika til kalve og køer er faldet med knap seks procent fra 2011 til 2012. Det er andet år i træk, at antibiotikaforbruget falder. Det oplyser Videncentret for Landbrug.
Ifølge dyrlæge ved Videncentret for Landbrug, Kvæg, Jørgen Katholm afspejler det faldende forbrug en holdningsændring hos både landmænd og dyrlæger.
- I 2010 indledte vi kampagnen ”Vores mælk, en ren fornøjelse”. Her har vi blandt andet fokus på at sænke antibiotikaforbruget og har sendt personlige breve ud til 4.072 danske mælkeproducenter, hvori de fik en status på kvaliteten af den mælk, som de leverede. Samtidig har vi gjort en ekstra indsats for at informere om, hvor og hvornår der skal anvendes antibiotika, siger Jørgen Katholm på Videncentrets hjemmeside.
Videncentret for Landbrug konstaterer, at det største forbrug af antibiotika til kvæg er knyttet til behandlingen af yverbetændelse. Op mod 70 procent af forbruget til køer går til at bekæmpe yverbetændelse.




































