Halvandet år gammel - og endnu kun et organisatorisk barn - måtte Bæredygtigt Landbrug erkende, at politiske virkemidler såsom saglige argumenter, samtaler med politikere, udvalg og ministre, samt kronikker, artikler, annoncer og konferencer ikke kunne overbevise magthavere samt embedsmandsstanden om, hvordan den virkelige verden ser ud.

- Vi må desværre se i øjnene, at vi skulle forberede os på en stævning rettet mod vores hovedmodstander, Miljøministeriet. Det er en dramatisk beslutning for enhver dansker at sagsøge sit fædreland.

Formand Flemming Fuglede Jørgensen beskrev i sin beretning ved Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling i Middelfart i går, hvordan foreningens stævning mod staten i det forløbne år blev en både tung og meget væsentlig del af den unge organisations arbejde.

- 1.600 sider eller det samme som 4,8 kilo dokumentation i Bæredygtigt Landbrugs første stævning mod staten varslede en ny æra for vores unge forening, sagde formanden om det store arbejde om med den omfattende stævning, der blev afleveret til retten 27. april.

Rent nonsens

For Flemming Fuglede Jørgensen udgør Bæredygtigt Landbrugs arbejde en vedholdende bestræbelse på at føre dansk landbrug tilbage til virkeligheden.

- I mere end to årtier har vi bevæget os længere og længere væk fra fakta, når det glæder landbrugs- og miljøpolitik. For at sige det lige ud, har den grønne bølge presset os landmænd og vores erhverv ud i det rene nonsens, hvor den ene lov eller restriktion afløser den anden, hvor formålet skulle være at forbedre miljøet uden at det faktuelt har haft nogen nævneværdig miljømæssig værdi. Man tager sig til hovedet og fatter ikke, hvordan det da kunne ende så galt, lød det fra formanden, der selv strøede om sig med en del af svaret.

- Mens politikerne arbejder på at blive genvalgt, kan embedsmændene stille og roligt drive politik uanset og uantastet, hvilket parti der er ved magten. Efter min mening er de mennesker, der styrer landbrugspolitikken - embedsmænd i berørte ministerier - totalt uden faglig viden og heller ikke er interesseret i denne viden. Fakta er for dem ligegyldig, derfor bliver vores erhverv belastet og belemret med vanvittige love, til stor gene for dagligdagen, økonomien og i den sidste ende samfundsøkonomien, lød konklusionen.