Arla forventer efterbetaling på 15 øre
Arlas andelshavere i Danmark, Tyskland, Sverige, Luxembourg og Belgien kan se frem til en efterbetaling for deres mælk.
Arlas bestyrelse fik ved bestyrelsesmødet i går en foreløbig status på 2012-regnskabet, herunder forventningerne til efterbetalingen.
Her fik de at vide, at indtjeningen til selskabet i årets sidste måneder forløb godt og planmæssigt, og årsresultatet peger i retning af en efterbetaling i størrelsesordenen cirka 15 danske øre.
De 15 er øre er inklusiv en ekstraordinær udbetaling , der er et led i 2012-fusionsaftalerne, på 2,4 øre. Denne ekstraordinære udbetaling gælder kun for selskabets danske og svenske andelshavere samt andelshaverne i det tidligere Hansa-Milch.
Det er selskabets ejere i Sverige, Danmark, Tyskland, Luxembourg og Belgien, der vil få efterbetaling, mens ejerne i Storbritannien som en konsekvens af Milk Links fusionsaftale med Arla ikke vil modtage efterbetaling før 2015.
Det endelige niveau for efterbetaling og konsolidering fastlægges af repræsentantskabet, som har en politik for fordelingen af årets resultat. Det sker på repræsentantskabsmødet 27.-28. februar.








































