Avis: Minister er åben for bredbåndspulje
Carsten Hansen (S) vil have åbnet op for nogle samarbejdsmodeller, der kan sikre gode bredbåndsforbindelser
Carsten Hansen (S), minister for By, Bolig og Landdistrikter, er parat til at sætte gang i en række forsøgsprojekter rundt omkring i landet, der skal være med til at sikre gode bredbåndsforbindelser i landdistrikterne. Det skriver Børsen tirsdag.
For selv om han holder fast i sin overordnede holdning – nemlig at udbygningen af bredbåndsnettet skal ske på markedsmæssige vilkår og uden statstilskud – åbner han op for, at forsøgsprojekter, der inddrager brug af fiberbredbånd, i et vist omfang kan modtage offentlige midler.
- Jeg mener, at vi skal ind på nogle samarbejdsmodeller, hvor kommunerne går ind der, hvor man ikke kan markedsbære det, og så skal vi undersøge, hvad vi kan gøre for at understøtte det – muligvis med forsøgsprojekter, siger Carsten Hansen til Børsen.
Han peger blandt andet på forskellige forsøgspuljer, landdistriktspuljer og så videre, som eventuelt vil kunne anvendes til formålet. Han understreger dog samtidig, at det vil kræve nogle analyser, før han vil tage stilling til, hvad der konkret skal til.





































