Danfrugt Skælskør A/S er klar til flere bær
Firmaets anlæg er forberedt til installering af en saftpresse mere, så der kan forarbejdes cirka 400 tons bær i døgnet
De bærproducenter, der siden efteråret har henvendt sig til Danfrugt Skælskør A/S for at finde afsætning for deres industribær fremadrettet, har fået den besked, at det vestsjællandske firma er interesseret i at aftage bærrene.
- Vi er i gang med at undersøge mulighederne for at øge vores afsætning af saft og saftkoncentrat på verdensmarkedet, siger Anders Piper, direktør hos Danfrugt Skælskør A/S, til Landbrug Øst.
- Med det anlæg, vi råder over i dag, har vi været oppe på at forarbejde cirka 6.000 tons bær på en sæson. Diverse optimeringer i produktionen har siden gjort det muligt at øge denne mængde, siger direktøren.
- Skulle vi finde det påkrævet, er vores anlæg allerede forberedt til installering af endnu en saftpresse udover den ene vi har i dag. Med to saftpresser vil vi have kapacitet til at forarbejde cirka 400 tons bær i døgnet og dermed størstedelen af den danske bærproduktion, påpeger Anders Piper.
Danfrugt Skælskør A/S afsætter næsten hele sin produktion til eksport, primært til store tyske saftproducenter. En betydelig del af produktionen har hidtil været baseret på egen bærproduktion. Skælskør-virksomheden dyrker således selv 215 hektar med surkirsebær og 65 hektar med solbær.





































