LMO går efter overskud på 1,5 millioner

Bestyrelsesformand Steen Vindum kalder budgettet ambitiøst, men realistisk

Det går så godt i rådgivningsselskabet LMO, at det nu budgetterer med et overskud på 1,5 millioner kroner i 2013 ud af en forventet omsætning på 165 millioner kroner.

I 2011 kom LMO ud af 2011 med et resultat på 341.000 kroner, mens resultatet i 2010 blev 283.000 kroner ud af en omsætning på 170 millioner kroner.

- Udviklingen de sidste år har været rigtig flot i LMO. Vi kan tydeligt se på både omsætning og omkostningsside, at processen med at trimme LMO til en moderne og effektiv organisation går i den rigtige retning, siger bestyrelsesformand Steen Vindum, og fortsætter:

- Derfor har vi vedtaget det ambitiøse budget, som direktionen har fremlagt for 2013. Det er ambitiøst, men realistisk, hvis vi fortsætter den gode udvikling, vi er inde i.

Samlet set holder LMO sin prisregulering for 2013 på under én procent, fortæller direktør Jan Winther.

- Set i forhold til prisudviklingen generelt, holder vi priserne i ro, og forhøjer kun enkelte af vores timesatser. Det giver en samlet prisstigning på under én procent for de mange af vores kunder, som køber flere forskellige ydelser hos os, forklarer han.

LMO har 250 medarbejdere og rådgiver 5.000 kunder fra centre i Viborg, Søften og Aars.

Læs også