Wehlast: - Det er noget forbandet svineri
Fødevareforbundet finder det forkasteligt, hvis fødevareproducenter ikke sænker priserne, efter fedtafgiften er fjernet
Fødevareproducenter, der ikke sænker priserne på fødevarer, efter fedtafgiften fra 1. januar er fjernet, har et stort forklaringsproblem.
Det mener man i hvert fald i Fødevareforbundet NNF, efter man har erfaret, at det ikke er alle fødevareproducenter, der har tænkt sig at sænke priserne.
- Det er noget forbandet svineri, lyder det fra forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.
Han peger på, at forbundet har kæmpet mod de øgede afgifter på fødevarer, siden fedtafgiften blev indført i 2011.
- Øgede afgifter betyder højere priser, og højere priser betyder, at folk enten køber mindre, eller vælger at køre syd for grænsen for at købe ind. Begge dele koster danske arbejdspladser. Derfor har vi kæmpet mod afgifterne – de rammer simpelthen vores medlemmer alt, alt for hårdt, siger Ole Wehlast i et nyhedsbrev.
Heri konstaterer han, at fødevareproducenterne ikke var sene til at sætte prisen på deres varer op, da fedtafgiften trådte i kraft den 1. oktober 2011.
- Det var det vi frygtede, men vi var med på, at producenterne ikke havde andre valgmuligheder. Men vi er også helt fast i vores synspunkt, når det kommer til, hvad producenterne skal gøre i dag, hvor afgiften er væk: De skal sætte priserne ned. Alt er andet er dybt forkasteligt, siger Ole Wehlast.







































