På kanten af randzonen

Der er adgang forbudt for gødning i randzonerne, men hvordan den konkrete kontrol kommer til at foregå er endnu uvist

Det er ikke tilladt at gøde i randzonen. Det fremgår af retningslinierne for randzonerne.

Men hvordan kontrollen vil foregå i praksis – og om enkelte gødningskorn i randzonen vil være nok til at udløse en sanktion – det er endnu uvist.

- Vi ved ikke, hvordan kontrollen vil komme til at foregå. Der er endnu ikke udarbejdet en kontrolinstruks for området, siger Jon Birger Pedersen, afdelingsleder, Videncentret for Landbrug, planteproduktion.

Han frygter dog ikke, at vi i løbet af det nye år kommer til at se sager, hvor planteavlere bliver sanktioneret.

- Først og fremmest har alle planteavlere interesse i at undgå, at gødning lander i skel og randzoner – og planteavlerne har generelt godt styr på at lave præcise spredninger langs kanter og skel, siger han. 

Forskellig teknik

Henning Sjørslev Lyngvig, specialkonsulent, Videncentret for Landbrug, bakker op og fastslår, at moderne gødningssprederes kantudstyr efterhånden er så godt, at man kan lave en nøjagtig kantspredning.

- De enkelte fabrikaters kantudstyr er konstrueret meget forskelligt, men bruger man udstyret rigtigt, så fungerer det godt, og man kan afgrænse spredningen op langs kanten effektivt.

- Men jo mere præcision, man ønsker langs kanten, jo mindre dosering er det nødvendigt at sprede langs de sidste meter op til randzonen eller skellet. Og det er umuligt helt at undgå, at enkelte gødningskorn kommer udover kanten, siger han.

Hvis det er præcision, man vægter højest, så anbefaler Henning Sjørslev Lyngvig, at man vælger flydende gødning, hvor man kan lave en knivskarp kant op til randzoner og skel.

Læs også