Husdyrgodkendelse.dk fungerer til sit formål, idet der kan indsendes ansøgninger med pålidelige beregningsresultater, og ansøgningerne kan behandles af kommunerne.

Sådan svarede miljøminister Ida Auken (SF) i denne uge i et skriftligt svar i Folketinget, hvor hun på ny skulle forsvare det - af konsulenter og landmænd - stærkt udskældte elektroniske system, som bruges til miljøgodkendelse af husdyrbrug.

Svaret, som Effektivt Landbrug bragte i sin trykte avis fredag, virker ikke overraskende som en rød klud i hovedet på miljøchef Hans Thysen fra Videncentret for Landbrug.

- Tonerne fra Miljøstyrelsen er helt anderledes end dem, som vi hører fra ministeren. De er imødekommende og kan godt se, at der er nogle udfordringer, og vil gerne forsøge at gøre noget.

- Derfor synes jeg, at det er fantastisk, at miljøministeren stadigvæk hårdnakket bliver ved med at sige, at der ikke er et problem med systemet. Det passer nemlig slet ikke. Det skriger til himlen, siger Hans Thysen.

I samarbejde med LandboSyd har Videncentret for Landbrug i september lavet en video, som man har lagt på Youtube, hvor man gennemgår fejl og manglerne i Husdyrgodkendelse.dk.

Se den her!