Mandag offentliggjorde NaturErhvervstyrelsen tallene for, hvor mange det er, som har gjort indsigelser over randzonekortene.

I alt har 4.900 landmænd indsendt 22.000 rettelser. Rettelserne vedrører 4.500 kilometers vandløb, hvilket ifølge NaturErhvervstyrelsen ikke er særlig meget.

Torben Hansen, planteformand i Landbrug & Fødevarer, er dog ikke imponeret, og han holder fast i sin kritik af kortene, som han og mange andre i Landbrug & Fødevarer har fremført i de seneste mange måneder.

- Jeg synes, at det er rigtig mange indsigelser, og det er rigtig flot, at så mange har sendt de rettelser ind. Specielt også i det lys, at de tidligere har meldt ud, at det ikke var altafgørende, at der var 100 procents nøjagtighed i kortene, og at de kun er vejledende, siger Torben Hansen i tirsdagens udgave af Effektivt Landbrug.

Han fortæller, at når det i øvrigt også er et krav til landmændene at de har 100 procent styr på deres markblokke, så burde det også være et krav til NaturErhvervstyrelsen, at de havde 100 procent styr på, hvor der skal være randzoner.

- De kort der blev sendt ud er stadig mangelfulde, og jeg holder helt fast i, at jeg mener, at det er et paradoks, at man laver randzoner og så ikke er i stand til at have lavet et komplet kortmateriale over de tiltag, som man vil. Det faglige grundlag for randzonerne er altså ikke til stede, siger Torben Hansen.