Hidtil har landets solcelleejere ikke betalt for at sende strøm på el-nettet, men det kommer de snart til. Det skriver DR Nyheder.

Og det er ejere af solcelleanlæg, der allerede er etableret – eller bliver det inden årets udgang – der kan forvente at få en ekstra regning fra energiselskabet. Efter nytår er loven ændret, så nye solcelleejere automatisk betaler for at bruge el-nettet.

- Den logiske og korte forklaring er, at hvis alle udnytter netto-måler-ordningen og bruger nettet gratis til at gemme strøm fra sommer til vinter og fra dag til aften, så er der ingen penge til at drive nettet for, siger direktør for Østjysk Energi Klaus Hansen til DR Nyheder.

Østjysk Energi i Odder har derfor besluttet, at selskabets 1.700 ejere af solcelleanlæg på el-nettet kan regne med at skulle betale omkring 600 kroner om året fra 2014 for et seks kilowatt anlæg.

Den nye udgift skal godkendes af Energitilsynet, og her forudser afdelingschef Otto Skrubbeltrang, at den nye post på el-regningen vil brede sig til andre energiselskaber:

- Det rør på sig derude. Flere netselskaber vil tilpasse deres betalinger til det voksende antal solcelle-anlæg, siger han til DR Nyheder.