Internet er folks eget ansvar
Hvis man bor i et område af landet, hvor der ikke er mulighed for mobilt bredbånd, må man selv betale for at få lagt bredbåndskabel ud
Regeringen har et mål om, at al kommunikation med det offentlige ved udgangen af 2015 skal foregå digitalt via internettet.
Derfor har TDC fået leveringspligt på mobilt bredbånd i 207 ud af landets postnumre.
Borgere i de postnumre, hvor der ikke er leveringspligt, må derimod selv betale for at få lagt bredbånd ud, hvis det ikke er muligt at levere mobilt bredbånd. Erhvervsstyrelsen oplyser, at alle i princippet kan få bredbåndskabel. Hvis de er villige til at betale det, det koster.
I Langkastrup i Randers Kommune kan landmand Kurt Schneider ikke få mobilt internetdækning, og han vil ikke selv betale for at få gravet bredbånd ned.
- Jeg kunne godt selv betale, men det kan ikke svare sig for mig, da det er ret dyrt, og samtidig mener jeg ikke, det er rimeligt, at jeg selv skal betale for at få gravet et kabel ned. Jeg betaler da lige så meget i skat, som andre gør, siger han.
Markedet driver udviklingen
De internetudbydere, han har været i kontakt med, har bedt ham henvende sig til kommunen.
Randers Kommune vil gerne give tilladelser til både master og kabler, oplyser formand for Teknik- og Miljøudvalget Kasper Fuhr Nielsen, men han understreger, at kommunen kun kan opfodre teleselskaberne til at oprette internetforbindelse og ikke tvinge dem til det.
Det kan Folketinget derimod, men Erhvervsstyrelsen oplyser, at det er markedet, der driver udviklingen indenfor bredbåndsudrulningen, og der er kun én til at betale.
Og det er borgeren.
- Jeg mener ikke, at det offentlig kan forlange, at alt skal være digital uden at tage ansvaret for, at alle så har mulighed for at lave alt digitalt, siger Kurt Schneider.






































