Avis: Fedtafgift har også kostet på udviklingsfronten
Fedtafgiften har kostet danske virksomheder millioner af kroner og arbejdstid, hvilket har stukket en kæp i hjulet for innovation
Dansk Erhverv vurderer, at fedtafgiften har kostet deres detailhandels- og engrosmedlemmer 200 millioner kroner at administrere. Og hos de store danske producenter af fødevarer, der er organiseret under DI, har omkostningerne ligget i omegnen af 50 millioner kroner. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.
Dertil kommer, at flere end hver tredje virksomhed vurderer, at de har brugt så mange ressourcer på at administrere fedtafgiften, at det har haft negativ betydning for innovationen og forretningsudviklingen.
Ifølge Jyllands-Posten har Arla eksempelvis selv brugt fem millioner kroner på at indføre og administrere fedtafgiften. Men tabte forretningsmuligheder kan også vise sig at blive alvorlige:
- Tab af innovation vil klart være den langsigtede konsekvens af afgiften. Når produkterne bliver dyrere på grund af afgifterne, og forbrugerne skifter til billigere alternativer, betyder det, at udviklingen kommer til at foregå på et langt lavere niveau, siger Arlas direktør for det danske marked, Peter Giørtz-Carlsen, til Jyllands-Posten.