1200 knastørre halmballer sat i brand

Efter flere afbrændinger af halmstakke på Sjælland kom turen i nat til Fyn.

 Overalt står i øjeblikket store markstakke med nybjærget halm, klar til at blive kørt til halmværker eller til brug til vinterens foder eller strøning i staldene. Desværre har det animeret til ugerninger af pyromaner flere steder i landet, blandt andet senest fem afbrændinger i det sjællandske område.

I nat gik det så ud over en af i alt syv lagerstakke med hver 1200 bigballer hos Halm 80 ApS i Skalkendrup nord for Nyborg.

Klokken kvart over tre blev Falck i Nyborg alarmeret, og mens de var i færd med at slukke ilden på bagsiden af stakken med 600 tons halm blev otte løse halmballer nogle hundrede meter derfra antændt.

- Det kan kun sige mig, at det må havde været en person, som har tændt på at se ild og blå blink, lyder vurderingen af medejer af halmbjærgningsselskabet, Christopher Jensen, der selv bor tæt på halmlageret, men ligesom brandfolkene heller ikke så, hvem der øjensynligt har sat ild til den knastørre halm.

 

Efter en god sæson

I første omgang håbede man, at slukningen var lykkedes, men ilden havde bredt sig længere ind i stakken. Derfor valgtes det at stoppe slukningen, og i stedet lade den store halmmængde brænde ud, hvilket først ventes at ske i løbet af et par dage.

- Ellers skulle vi bruge mange hektar til at sprede resterne ud på, og så spares også på drikkevandet til slukningen, lød det i formiddags fra Christopher Jensen, der med en gummiged forsøgte at sprede den brændende halm, så mest muligt går op i røg.

Det er godt to år siden, at der sidst blev antændt halm hos Halm 80. Dengang blev 900 baller flammernes bytte.

- Det er selvfølgelig trist, at sådan noget sker, og ikke mindst ærgerligt at se den gode halm blive ødelagt. Al halmen har i denne sæson stort set kunne bjærges tørt og godt, og generelt har det været rigtigt nemt i år, og den bedste halmsæson siden 2009, siger halmleverandøren, der sender det meste af den store halmmængde til Fynsværket

 

Læs også