Slagtesvinebesætninger overvåges for forekomst af Salmonella ved
undersøgelse af kødsaftprøver, der udtages på slagteriet. Alle prøver
undersøges på samme laboratorium, og det har vist sig, at salmonellaværdierne
af kødsaftprøver analyseret fra den 1. juli 2012 til dato har været for høje.
Årsagen til denne fejl er fundet og rettet på laboratoriet.
Sådan skriver Danish Crown på sin hjemmeside. Og ifølge slagteriet har
fejlen betydet, at nogle besætninger i august og/eller september er kommet i niveau
to eller tre på forkert grundlag.
Ifølge Danish Crown vil de besætninger, der ved niveautildelingen i august
og september er blevet pålagt salmonellafradrag på et forkert grundlag, få
fradraget refunderet. Det vil dog først være muligt at finde frem til disse
besætninger i uge 41.
Alle berørte besætninger, hvor fejlen har betydet ændringer i
salmonellaniveau, vil blive kontaktet af Danish Crown, når der foreligger en
opgørelse over de for meget trukne beløb, og hvad der skal refunderes. Det
gælder også eventuelt mistede specialtillæg.