Svine-, pelsdyr- og planteproducenter har fremgang, mens kvægbedrifterne er ramt negativt
En indkomstprognose fra Videncentret for Landbrug og
Landbrug & Fødevarer viser, at de senere års forbedringer af landbrugets
indtjening fortsætter. Det oplyser Videncentret for Landbrug.
Det er ifølge centret de generelle prisstigninger på
fødevarer, der sikrer fremgang i landbrugets indkomst i 2012 og 2013.
Prognosen viser dog også, at den seneste tids store ændringer i
priserne på især korn, mink, svinekød og mælk har betydet, at der er markante
forskelle i driftsresultatet inden for de enkelte
driftsgrene. Svine-, pelsdyr- og planteproducenter har udsigt til fremgang,
mens kvægbedrifter bliver påvirket negativt af både høje foderpriser og lave
mælkepriser i år.
Fremgang på over 100.000 kroner
Videncentret for Landbrug konstaterer, at en gennemsnitlig
heltidsbedrift forventes at opnå et driftsresultat på mellem 500.000 og 600.000
kroner i årene 2012 til 2014, hvilket er en fremgang på over 100.000 kroner i
forhold til 2011.
- Prisstigningerne på foder rammer landbrugsvirksomheder med dyrehold med
forskellig styrke, da nogle landmænd dyrker deres foder selv og andre køber det
udefra. Det gør også en forskel, om man handler til markedsprisen eller låser
prisen fast i en længere periode, lyder det fra Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk
chef på Videncentret for Landbrug.
- Men fælles for alle virksomhederne er, at de ikke selv kan påvirke
markedspriserne. Det er derfor vigtigt, at landmændene fokuserer på at minimere
omkostningerne, øge effektiviteten og styre prisrisikoen bedst muligt, konstaterer
Klaus Kaiser.