Kopenhagen Fur og Tivoli bliver partnere i tre år
Pelsauktionshuset og Tivoli har indgået en aftale, der indbringer Tivoli et større millionbeløb – og Kopenhagen Fur et udstillingsvindue
Verdens største pelsauktionshus, Kopenhagen Fur, og Tivoli har etableret et nyt samarbejde.
Samarbejdet indebærer, at Kopenhagen Fur vil være officiel partner for ”Jul i Tivoli” de næste tre år. Det oplyser Kopenhagen Fur i en pressemeddelelse.
Det er Kopenhagen Furs hidtil største partnerskabsaftale, og den indbringer – ifølge Kopenhagen Fur – Tivoli et større millionbeløb til investeringer og udvikling af ”Jul i Tivoli”, der i år slår portene op den 16. november.
- Tivoli er en stærk partner for Kopenhagen Fur. Ligesom Kopenhagen Fur har Tivoli en markant international profil, samtidig med at virksomheden er fast forankret i Danmark. Det giver os en unik mulighed for at styrke Kopenhagen Fur ikke blot herhjemme, men også i resten af verden, da Tivoli er et nationalklenodie, siger administrerende direktør i Kopenhagen Fur Torben Nielsen.
Perfekt udstillingsvindue
Han forklarer, at Kopenhagen Fur vil bruge aftalen med Tivoli i sin internationale markedsføring i blandt andet Kina.
- Men vi glæder os også til at vise pels til de mange danskere, som hvert år besøger ”Jul i Tivoli”. Det er et perfekt udstillingsvindue, hvor vi kan vise, hvorfor danske minkavlere er i verdenseliten, siger Torben Nielsen.Administrerende direktør for Tivoli Lars Liebst er også tilfreds med det nye samarbejde:
- Aftalen er til glæde for både Tivoli og vores gæster fra ind- og udland, for det giver os mulighed for at fortsat at udvikle ”Jul i Tivoli”. Kopenhagen Fur har som Tivoli en førende position i verden på deres felt, og vi har begge bygget vores stærke brands ved at satse kompromisløst på kvalitet, traditioner og fornyelser, siger Lars Liebst.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































