20.000 gæster så landbrug

På Østlige Øer fik de 24 åbne landbrug over 20.000 gæster med op til 2.000 besøgende på et enkelt landbrug

På landplan satte besøgstallet til dette års Åbent Landbrug rekord, og også på Østlige Øer var der rekordmange gæster.

I alt blev der talt 20.846 gæster på de 24 gårde, som søndag den 16.september åbnede deres landbrug.

Højeste besøgstal på et enkelt landbrug fik familien Poulsen på Ågården ved Mern på Sydsjælland med 2.000 besøgende.

-  Vi har haft besøgende både fra hovedstaden og af  byboere tæt på. Alle har været positive og stillet en masse spørgsmål, fortæller Thomas Poulsen, Ågården.

Koordinering fra L&F

I det meste perfekte sensommervejr blev de mange gæster længe på Ågården og der var fyldt med fornøjede børn i halmlegepladsen, ved de opstillede traktorer og på maskinerne.

Arla delte smagsprøver ud, 4H havde udstilling og der blev i løbet af dagen arrangeret forskellige underholdende aktiviteter.

- Vi har fået stor hjælp fra Landbrug & Fødevarer med arrangementet og der har været god foromtale, fortæller Nels Poulsen, der også havde Åbent Landbrug i 2009.

- Arrangementet går på omgang her i området og selv om det er et stort arbejde, er det en fornøjelse, når der kommer så mange besøgende.  

Læs også