Historisk stort udlån hos Bornholms Indkøbsforening

Indkøbsforeningen på Bornholm er på det private lånemarked for at skaffe penge til videre udlån

Bornholms Indkøbsforening har i øjeblikket lånt knap seks millioner kroner ud til bornholmske landmænd - det største beløb i foreningens cirka 100-årige historie.

Det udlånte beløb kunne sagtens have været endnu større. Den bornholmske indkøbsforening mangler nemlig penge at låne ud og har den seneste tid måttet sige nej til flere forespørgsler på maskinfinansieringer.

- Vi oplever et højt aktivitetsniveau og er nu ude på det private lånemarked for at skaffe penge. Det er første gang, det sker, i de 25 år, jeg har haft med det her at gøre, siger driftsleder i Bornholms Indkøbsforening, Ole Harild.

Egenkapital på 2,5 millioner kroner

- Der er oparbejdet en egenkapital på 2,5 millioner kroner, og vi har fået en kassekredit i et pengeinstitut på samme beløb. Den resterende lille million, som vi har lånt ud, har vi selv været ude og låne hos private, fortæller Ole Harild.

- Er man for eksempel tidligere landmand og råder over en sum penge, som det er vanskeligt at få ordentligt forrentet, så kan vi tilbyde en rente på omkring 3,5 procent, siger driftslederen.

- Vores risiko må siges at være teoretisk. Vi forlanger nemlig som hovedregel, at låntagerne skal lægge en udbetaling på 20 procent, og herudover tager vi pant i maskinerne. I de seneste 25 år har jeg kun været med til at hente maskiner to gange på grund af misligholdte lån hos os, og det var begge gange i 1980’erne. Derfor borer vi heller ikke så meget i den enkelte låneansøgers kreditværdighed, forklarer han.

Læs også