Ny forening: Fortsæt oprensningen af vandløb

En ny, landsdækkende vandløbsforening har set dagens lys. Foreningen vil sætte fokus på, hvordan vi undgår oversvømmelser i fremtiden

Landbrugsforeninger, vandløbsforeninger, grundejerforeninger og hus- og fritidshusforeninger fra hele landet går nu sammen i en ny forening, Danske Vandløb.

Medlemmerne af Danske Vandløb gør dermed fælles front mod det, de kalder en dyr politik for Danmark og danskerne.

- I Danske Vandløb vil vi arbejde for, at politikerne dropper planerne om at stoppe oprensningen af 5300 kilometer danske vandløb. Vandløbsindsatsen vil oversvømme kældre og haver i hobetal og forsumpe tusindvis af hektar landbrugsjord, lyder det fra formanden for Danske Vandløb, Jens Myhren.

- Det får store konsekvenser for tusindvis af landmænd, husejere og andre danskere, der bor tæt ved vandløb, vurderer formanden.

Jens Myhren oplyser, at det ikke er nogen tilfældighed, at Danske Vandløb bliver født lige nu. Foreningens fødsel sker på baggrund af regeringens beslutning om at vedligeholdelsen af de mange tusinde kilometer vandløb skal begrænses eller helt stoppes.

Danske Vandløb kalder det en logisk konsekvens, at vandløbene derfor vil gå over deres bredder.

- På trods af, at andre lande i Europa – for eksempel Tyskland – tolker EU's vandrammedirektiv meget mere lempeligt end Danmark, har miljøministeren valgt at overimplementere EU's retningslinjer. Danske Vandløb vil være talerør for de mange mennesker, der bliver ramt af den begrænsede vandløbsvedligeholdelse, siger Jens Myhren.

Han opfordrer alle foreninger, der vil støtte Danske Vandløbs arbejde, til at tegne et medlemskab.

Læs også