Formanden for de danske pelsavlere, Tage Pedersen, siger til Børsen, at mange minkfarmere overvejer at rykke til udlandet
Ting tager for lang tid i Danmark. I hvert fald for danske minkavlere, der gerne vil producere flere skind.
Det skriver Børsen tirsdag. Her forklarer Tage Pedersen, der er formand for de danske pelsavlere, at han godt kan frygte, at en del danske minkavlere derfor lige nu overvejer at flytte til eksempelvis Polen, hvor ventetiden på de rigtige tilladelser er meget kortere.
- Lovgivningen er simpelthen for omfattende. Landmænd, der skal udvide, skal jo i dag igennem VVM-redegørelser, der faktisk er lavet til lufthavns- og Storebæltbroprojekter. Det er helt ude af proportioner. Det er jo ikke atomaffald, det handler om, siger Tage Pedersen til Børsen.
Tage Pedersen vurderer, at 25-30 minkavlere ind til nu har etableret sig i udlandet.