Regeringen har i dag oprettet et Vækstteam, der skal komme med anbefalinger til styrket vækst og jobskabelse i fødevaresektoren.
Men i Venstre undrer fødevareordfører Erling Bonnesen sig over regeringens udspil.
- Jeg er dybt forundret over regeringens slingrekurs. Regeringen har uden at ryste på hånden hævet afgifterne på transport, NOx og sukker, alt imens landbrugs-, gartneri- og fødevarevirksomhederne skreg i kor, at det vil smadre deres konkurrenceevne og koste arbejdspladser, siger han i en pressemeddelelse.
- Og pludselig laver regeringen så et vækstteam, der skal hjælpe med at finde hurtige løsninger, der kan skabe vækst og beskæftigelse for selvsamme virksomheder. Det er jo mageløst, fortsætter han.
Erling Bonnesen tvivler på, at vækstteamet kommer til at løse de problemer, som landbrugs-, gartneri- og fødevarevirksomhederne har.
- Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen ikke går helhjertet ind i det her i stedet for at nedsætte endnu et vækstteam. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er vejen frem at forbedre virksomhedernes rammevilkår. Skatten skal sænkes, produktiviteten skal øges, og der skal flere penge til forskning.