Vil sætte ny verdensrekord ved regionalt pløjestævne

En flok Massey Ferguson 135 Diesel traktorer vil forsøge at sætte rekord ved at samle så mange veteraner som muligt, som skal pløje samtidig

Ved et veteranhøststævne sidste sommer satte CB-veteranerne fra Søften en verdensrekord i største antal kørende og høstende veteranmejetærskere. En rekord der nærmest har givet genlyd kloden rundt. Den har med opmærksomhed været omtalt så langt væk som i AustraIien, New Zealand og Canada.

I år skal denne succes følges op med et nyt verdensrekordforsøg. Denne gang gælder det den populære Massey-Ferguson 135 Diesel!

-Vi regner med at kunne samle over 120-150 Massey-Ferguson 135 Diesel, der skal pløje samtidigt, den 14. oktober på markerne ved Søften i nærheden af Hinnerup, fortæller Niels Balle, der er en af initiativtagerne til rekordforsøget. Han regner helt sikkert med, at det bliver en værdig rekord, idet der allerede er tilmeldt over 50 Massey-Ferguson 135 Diesel.

Han sammenligner det nye verdensrekordforsøg med verdensrekorden for det største samlede antal kørende og pløjende grå Ferguson, der blev sat ved dennes jubilæumstræf i 1996 ved Morsø Traktormuseum. Der var 116 grå Ferguson med ploven i jorden samtidig.

Massey-Ferguson 135 Diesel er i dag ved at opnå samme popularitet som Fergusons grå traktor.

-Den er stadig anvendelig i små landbrug. Den er stabil og handles til noget højere priser end den grå Ferguson, fortæller Niels Balle, og nævner 35.000 kr for et fornuftigt eksemplar. Som kuriosum kan nævnes, at der netop er solgt en næsten ny Massey-Ferguson 135 Diesel på auktion i England. Den havde kun gået 11 timer, og fik hammerslag ved 35.000 – altså engelske pund.

Ved regionspløjestævnet den 14. oktober vil man også kunne møde 25-30 veteranpløjere med ældre traktorer og plove. Med tiden håber man, at gode resultater ved dette stævne kan kvalificere til at deltage i DM i veteranpløjning og dermed udtagelse til at deltage i Verdensmesterskaberne.

-Interessen for at pløje med de gamle traktorer er stigende, slutter Niels Balle, der selv har hevet et verdensmesterskab i pløjning hjem.

Regionspløjestævne for nyere traktorer 

LandboUngdom Region Århus afholder samtidig og samme sted deres regionsstævne i pløjning i samarbejde med CB veteranerne d. 14. oktober 2012.

-Vi forventer ca. 8 -10 deltagere fordelt på både standard og vendepløjere. Vinderne fra regionsstævnet går direkte videre til DM, som afholdes på Gersdorffslund i Hou ved Odder d. 26. og 27. oktober.

Der vil også være maskindemonstration fra de lokale maskinhandlere, ligesom der naturligvis er mulighed for at købe de obligatoriske grillpølser, kaffe og kage fra Plovkroen.

- Vi har flere dygtige pløjere i region Århus, som kan være potentielle medaljevindere til DM, fortæller LandboUngdom Region Aarhus.

Stævnet er åbent fra kl. 10.00 til 16.00. Konkurrencepløjningen foregår mellem 10.00 og 13.40.

Læs også