Philipp: Vi er klar på motorvejen

- Men det er for dyrt at drive landbrug i Danmark, og det er trussel for de muligheder, som ellers tegner sig med stigende behov for mælk og oksekød, slog formanden for Landbrug & Fødevarer Kvæg i sin beretning på gårsdagens kvægkongres i Herning.

- Kvægbruget er klar. Vi skal ikke ud at opfinde noget for at kunne følge det vækstspor, som tegner sig med den stigende efterspørgsel på fødevarer, der vil vise sig globalt i de kommende år i takt med befolkningstætheden.

På Kvægkongres 2012, der i går åbnede i Herning, så formanden for Landbrug & Fødevarer Kvæg, Peder Philipp, store perspektiver for kvægbruget. Blandt andet på oksekødsmarkedet, hvor efterspørgslen på to år er ændret til et niveau, som aldrig var troet muligt.

- Men, fortsatte formanden, desværre opererer vi et barskt erhvervsklima og i et samfund, der ikke er internationalt konkurrencedygtigt.

I sin beretning langede han ud efter det finansielle system som en trussel mod den nødvendige vækst.

- Det er nødvendigt, at vi kan skaffe kapital til investeringer og drift, men det kræver tillid til virksomhederne, og en økonomisk politik, der sikrer stabilitet, påpegede Peder Philipp.

Tættere på ministre
Som billede brugte han en motorvej, som ligger klar for de danske kvægbrugere.

- Vi klar til at træde på speederen. Vi har bæredygtige produkter, og vi er klar til at sætte handling bag ordene, og levere endnu flere tiltrængte arbejdspladser, fastslog formanden, og nævnte, at kvægbruget lige nu har en omsætning på 56 milliarder kroner, henter 18 milliarder kroner i eksportindtægter og står for 47.000 danske arbejdspladser.

- Det virker da også som om, at det er gået op for politikerne. I hvert fald er det nemmere end for blot to år siden at få en minister i tale, også selv om partifarven er skiftet.

- Vi er en stor del af løsningen for samfundet. Vi kan levere vækst gennem fødevarer, energi og innovation til en befolkning, der skal have mere for mindre, understregede formanden fra talerstolen i Herning.

Læs også