Større og styrket John Deere forhandling i Syd

Bredebro Maskinhandel og Vejrup Maskincenter fusionerer pr. 1. marts til det nye fælles driftsselskab BMH A/S, skal være John Deeres ”Dealer of Tomorrow” for hele Syd- og Sønderjylland.

BMH A/S er et navn man skal lægge mærke til fremover. Selskabet er en fusion mellem de to John Deere -forhandlere Bredebro Maskinhandel og Vejrup Maskincenter, der pr. 1. marts fusionerer i et fælles driftsselskab, vil være den fremtidige importør og forhandler af John Deere for Syd- og Sønderjylland, når den mangeårige landsimportør Nellemann Agro stopper som importør -  ligeledes til marts.

I går markerede indehaverne af de to maskinforretninger fusionen og lanceringen af det nye selskab og den fremtidige position som John Deere-forhandler for hele Syd- og Sønderjylland.

Kontrakten med John Deere vil efter planen få de sidste underskrifter i starten af næste uge - og den nye store importør og forhandler for Syd- og Sønderjylland vil herefter være en realitet.

Og de fem indehavere i de to maskinforretninger, vil alle indgå i ejerskabet og ledelsen af det nye selskab, som de har store forventninger til.

- Vi forventer store synergieffekter af at gå sammen. Samtidig vil vi slå fast, at vi er den fremtidige stærke John Deere-forhandler i Syd- og Sønderjylland, forklarer Finn Jørgensen, der sammen med Brian Brødsgaard indtil nu har været indehavere af Bredebro Maskinhandel.

Hos Bredebro Maskinhandel er man ved at udvide og flytte hovedkvarteret til ny adresse, mens den ret nye Vojens-afdeling fortsætter som den kendes. Vejrup-afdelingen vil blive opdateret til John Deere´s setup krav.

Fra første marts er ejerkredsen udvidet med de tre nuværende indehavere af Vejrup Maskincenter, der er Hans-Jørn Madsen, Birthe Holst, Bjarne Kristensen og Carsten Møllgaard.

BMH A/S kommer til at bestå af Bredebro Maskinhandels to afdelinger i Bredebro og Vojens samt Vejrup Maskincenters afdeling i Vejrup ved Bramming, samt en nyetableret outlet-afdeling i Sundeved ved Sønderborg med værksted til servicering af John Deere.

 

 

Læs også