Medarbejder Sanne Kryger har overtaget Næstved Rideudstyr og er flyttet til nye og større lokaler i byen.
Næstved Rideudstyr ved Sanne Kryger hedder den nye forretning som ligger på Jernbanegade i hjertet af Næstved. Siden september sidste år har indehaveren heddet Sanne Kryger, og hun er klar til at servicere nye og gamle kunder i den over 500 kvadratmeter store butik.
Rummene er store og lyse og efter at Sanne Kryger overtog forretning i september sidste år, var første skridt at flytte foretagende til nye og mere centrale omgivelser.
- Jeg synes, at arbejdet er startet rigtigt godt efter overtagelsen. Tiden er gået hurtigt, og det hele er nyt for mig, fordi jeg nu har ansvaret for hele foretagendet, og det skal jeg da vende mig til, fortæller den nye butiksejer Sanne Kryger.
Indehaveren af den nye hestebutik lægger ikke skjul på, at det er lidt af en drøm, som der er gået i opfyldelse, men at det samtidig er svært at forestille sig, hvordan forretningen vil udvikle sig. Om to til tre år er hun blevet klogere, for det er ifølge Sanne Kryger den tid det tager at bygge en virksomhed op.
Råd og vejledning
I butikken er der alt hvad hjertet kan begære af udstyr til hest og rytter, foder, forskellige behandlingsmidler og gode råd fra Sanne Kryger som har redet og beskæftiget sig med heste hele sit liv. Derfor er forretningen også et sted, hvor man kan komme forbi og få et godt råd til hvordan man skal behandle sin firbenede ven.
- På denne årstid er nogle heste udsat for sur stråle eller mug omkring hoven eller op af benene, som blandt andet skyldes fugt, og det har vi da flere forslag til at behandle.
- Samtidig har flere hesteejere klippet eller skal til at klippe deres heste, og så skal man huske ekstra tykke dækner til dyret bagefter. De fleste garvede ryttere ved hvordan hesten skal behandles, men der er mange som i disse år erhverver sig en hest og pony til børnene, og som ikke helt ved, hvor meget arbejde der er med disse store dyr, og her kan vi navnlig rådgive og hjælpe.
Saddelrum
Og Sanne Kryger har en klar hensigt med sin nye tilværelse som ejer af forretningen.
- Mit formål med butikken er at fortælle folk, der stikker hovedet indenfor, at rideudstyr ikke behøver at koste en bondegård. Vi spænder bredt og kan tilbyde produkter til både den professionelle rytter, og til dem som har det at ride som en stille dejlig hobby. Blandt andet fører jeg mærket Leovet, som er fuldt på højde med andre kendte mærker, men som ikke koster det hvide ud af øjnene.
Sanne Kryger har også fået etableret et saddelrum i forretningen, og har i den forbindelse fået kontakt til en professionel saddelmager, som kommer og rådgiver kunderne.
- Saddelrummet er en ekstra service, som vi er meget glade for at kunne tilbyde. At have en uddannet saddelmager tilknyttet butikken giver et løft, og på sigt forhåbentlig flere kunder.
Glæder os til foråret
Nu nærmer februar sig, hvilket Sanne Kryger spår til at blive en stille måned, men derefter melder travlheden sig med foråret.
- Vinteren er stadigvæk over os, og det samme gælder krisen, og begge dele gør at denne periode ikke er den travleste. Alligevel havde vi rigeligt at lave i december, hvor vi fik et rigtig godt salg, og derfor føler jeg også, at man har taget godt imod forretning. Nu ser vi fremad, og glæder os til foråret.