DC: Vågn nu op Christiansborg!

Væksten og udviklingen foregår i udlandet. - Den strøm af nye politisk bestemte omkostninger, som vi oplever i Danmark, skal stoppe, lød det fra slagteriledelsen i går i Herning.

Det går godt i Danish Crown. Årsresultatet og omsætningen er historisk god. Men det skal Christiansborg-politikerne ikke have skyld for. Tvært imod er der i den grad brug for, at politikerne vågner op til en virkelighed, der viser, at Danmarks konkurrenceevne er stærkt reduceret de seneste 8-10 år.

Det var det klare budskab fra Danish Crowns ledelse på slagteriets repræsentantskabsmøde i går i Herning.

- Væksten, udviklingen og investeringerne i Danish Crown foregår i udlandet. Det er - set med danske øjne - det bekymrende.

- Og vi er nødt til at sige klart og tydeligt til Christiansborg, at den strøm af nye politisk bestemte omkostninger, som vi oplever, skal stoppe. Det bliver ikke ved med at gå. Vi er snart derhenne, hvor flere sten vælter hele læsset, advarede formand Niels Mikkelsen.

Ingen er fredet
Siden 2004 har Danish Crown investeret mere i udlandet, end i Danmark.

- Og det fortsætter sådan, fastslog adm. dir. Kjeld Johannesen, der mindede om, at ingen - heller ikke Danmark - er fredet i den aktuelle europæiske finansielle krise, som kan komme til at ramme alle danskere og danske arbejdspladser hårdt.

- Det er klart, at vi som virksomhed, det gælder derhjemme og i vores slagteri, altid har en pligt til at gøre det lidt smartere og lidt bedre hele tiden. Det arbejder vi med dagligt, og vi leverer i verdensklasse - både på bedrifterne og her i koncernen.

- Nu må vi simpelthen appellere til landets politikere om, at de får en øget forståelse for, at både en virksomhed som Danish Crown og vore primærbedrifter får de nødvendige rammevilkår. Den forståelse mangler. Jeg kan kun gentage - det bliver ikke ved med at gå, tilføjede Niels Mikkelsen.

Betydelig udenrigshandel
Danish Crowns andel af Danmarks udenrigshandel ligger på 37 pct. i Japan, 20 pct. i Rusland, cirka 13 pct. i Sydkorea, 11 pct. i Australien og Polen.

I Kina ligger den på 10 pct. og i UK på 7-8 pct. af den samlede danske udenrigshandel.

Danish Crown afsatte i det forgangne regnskabsår 1.532.000 tons kød. Det er en stigning på 5 pct. på et år. Svinekød står bag præcis halvdelen af koncernens nettoomsætning leveret af små 4.000 andelshavere.

  

Omsætning i 2010/11:  En mia. kr. om ugen

 Årets resultat:                               1,762 mia. kr.

Restbetalingen samlet:                   1,394 mia. kr.  

Restbetaling svinekød:                   95 øre/kg

Restbetaling søer:                          80 øre/kg

Restbetaling kreaturer:                   130 øre/kg

Læs også