Et fantastisk år

Maskinforretningen Svenningsens, som har hovedkontor i Kastrup, afholder på torsdag 150 års jubilæum, hvilket i sig selv er en bedrift, men der er meget mere at fejre.

Det er ikke mange danske virksomheder som kan fejre 150 års jubilæum, og samtidig være en familievirksomhed. I dag arbejder både femte og sjette generation i Svenningsens. Et familiefortagende som står stærkere end nogensinde.

I 2008 og 2009 var Svenningsens presset af krisen ligesom mange andre danske virksomheder, og det resulterede i nedskæringer og fyringer samt en drastisk nedjustering af omsætningen. Men nu går maskinforretningen mod lysere tider med stormskridt.

Dobbelt sejr
For i år er situationen en ganske anden og regnskabet for 2010-11 kan fortælle om det bedste resultat i virksomhedens lange historie.

- Det, som vi har præsteret i år, er på sin vis en dobbelt sejr, hvilket selvfølgelig er med til at gøre jubilæet endnu mere festligt. Ikke alene er vi kommet fra minus over i plus, det er også sket med et flot resultat, det bedste nogensinde.

- Vi er kommet ud på den anden side, og i dag ser det fornuftigt ud, fortæller salgsdirektør Benny Svenningsen til Landbrug ØST.

Men det er ikke blot de 150 år og de flotte tal på bundlinjen virksomheden kan være stolt af. I år har Svenningsens også opnået kreditvurderingen AAA, hvilket er den højeste og bedste kreditvurdering en virksomhed kan modtage. Et resultat som blandt andet er lykkedes ved at holde omkostningerne under den økonomiske nedtur nede.

Forhandler Kubota
Salgsresultaterne og den nye rating er med til at gøre håbet for fremtiden enkel og klar.

- Vi ønsker, trods de flotte resultater, en jævn vækst. Virksomhedens udvikling er fornuftig og vores udenlandske selskaber, som vi holdt ved under krisen, kører også godt. Og den vedholdenhed er en helt tredje sejr.

- Samtidig har vi siden 2009 overtaget importen japanske Kubota i Skandinavien, som for to år siden faktisk kontaktede os. Her har vi også opnået gode tal allerede det første år. Sammen med mærket BobCat har vi med disse to stærke brands en bred produktpalet, som klart signalerer, at vi er på vej ind på landbrugsmarkedet, forklarer Benny Svenningsen.

Svenningsen har dog ingen præcise forventninger til salg af især Kobota på landbrugsmarkedet endnu. Ifølge Benny Svenningsen begynder dette salgseventyr på nulpunktet, og dermed kan det kun gå fremad. Men virksomheden vil fremover fokusere på netop maskiner til landbrugserhvervet.

Et jubelår
Fremadrettet har Benny Svenningsen dog et par områder, som han understreger, er vigtige at holde fokus på.

- Nøglen til vores fremtidige succes er blandt andet service og uddannelse. Og eftersom både maskiner og kontrolsystemerne til produkterne bliver mere og mere avancerede og komplekse, holder vi ligeledes øge fokus på det område. Det sker kort sagt i form af mere uddannelse af vores glimrende medarbejderstab. Fremtidens muligheder afhænger i høj grad af kvaliteten af vores medarbejderteam.

- Så selvom vores virksomhed kører bedre end nogensinde, og selvom vi godt kan tillade os at kalde 2011 for et jubelår, skal vi stadigvæk slå koldt vand i blodet og holde øje med det internationale markeder, som vi er en del af, siger Benny Svenningsen.

Svenningsens er i den grad et familiefirma, hvor det nu er femte og sjette generation, som kører den gamle virksomhed videre. Alligevel er det ikke sikkert, at syvende generation står klar lige om hjørnet.

- Det tænker vi slet ikke på. Og på det område er der ikke noget pres fra os ældre, og det er også alt for tidligt. Med alt arbejde gælder det først og fremmest, at lysten skal være der, og får børnene den, ja så tager vi den oplevelse, når den kommer. Men først skal vi fejre jubilæet, for det har virksomheden fortjent, slutter Benny Svenningsen.

Læs også