Dalum Landbrugsskole markerer jubilæet og ansættelsen af den nye direktør på fredag med blandt festtale af Henrik Høegh.
På fredag er det præcis 125 år siden, Dalum Landbrugsskole bød de første 32 elever velkommen.
Siden har titusindvis af unge landmænd fået uddannelse fra Dalum Landbrugsskole. Skolen er en af Danmarks største landbrugsskoler med cirka 240 studerende og mange kursister - i alt op mod 350 årselever.
Jubilæet markeres på fredag, den 4. november kl. 14-17, hvor man samtidig markerer ansættelsen af skolens nye direktør, Brian Caspersen, der tiltrådte 1. august. Arrangementet henvender sig til nuværende, kommende og tidligere elever samt alle øvrige med interesse for og/eller forbindelse til skolen.
Dagens program indledes med en festtale ved Venstres miljøordfører, tidligere fødevareminister Henrik Høegh, som vil tale om »Perspektiver for dansk landbrug år 2011«. Derefter følger et musikalsk indslag samt reception.
Hele landbrugsuddannelsen
Dalum Landbrugsskole gennemfører hele landbrugsuddannelsen - lige fra grundforløb og 1. hovedforløb, der foregår på afdelingen i Korinth, til 2. hovedforløb og landbrugets lederuddannelser - med alle moduler: produktionsleder, virksomhedsleder og agrarøkonom, der afsluttes på afdelingen i Odense. Desuden gennemfører Dalum som den eneste landbrugsskole også uddannelsen som jordbrugsteknolog og professionsbachelor i jordbrugsvirksomhed. Det sker i samarbejde med TietgenSkolen/Erhvervsakademiet Lillebælt.
- Skolens mål er fortsat at tilbyde den bedste uddannelse. En uddannelse, som er værd at rejse efter, siger direktør Brian Caspersen. Han peger på, at skolen i Odense siden starten for 125 år siden har udviklet sig meget, og i dag har de bedste fysiske rammer og et virkelig godt og voksent studiemiljø, hvor undervisningen foregår både i de historiske lokaler og i moderne og nybyggede faciliteter.
- I afdelingen i Korinth har de unge mennesker et godt »efterskolemiljø« med gode praksisnære udfoldelsesmuligheder. Og der er en moderne ridestald og fine ridefaciliteter, hvor man kan have sin egen hest med.
… altid på vej
- Vi er meget fokuserede på at have viden og kvalitet i hele uddannelsen, understreger Brian Caspersen. Det er det, der skal medvirke til at udvikle dansk landbrug. Vore mange studerende er med til at sikre lærere med stort engagement, høj faglighed og specialisering, hvilket giver bedre uddannelser for vores unge mennesker. Vi har nok det bedst uddannede lærerkorps af alle landbrugsskoler. Og vi har nogle rigtig gode studerende, som er med til at holde os skarpe.
- Efter 125 år er Dalum stadig frisk og i vigør og lever til fulde op til skolens stifter og første forstander Jørgen Petersens motto: »Aldrig færdig, men altid på vej«.