Ved et pressearrangement nær Strasbourg i Frankrig viste Agco i denne uge sine fire nye MF 7600-serie traktorer i den populære størrelsesklasse fra 185 til 235 hestekræfter.
Trofaste Massey Ferguson kunder vil ikke stå måbende tilbage på pløjemarken, når de efter den første prøvetur i en af de nye MF 7600-serie.
Meget er genkendeligt, ikke mindst de gennemprøvede transmissioner Dyna-6 Eco med semi-powershift eller for de, der tidligere har stiftet bekendtskab med den trinløse Dyna-VC, som hver af de fire modeller også kan fås med.
Som det er velkendt for de fleste mærker i størrelsesklassen omkring 200 hestekræfter, fremhæver Massey Ferguson sig med et attraktivt vægt-til-effekt-forhold på 34 kilo pr. hestekraft. Herefter er det op til brugeren af den alsidige traktor at finde den rette balance mellem frontvægte og frontredskaber, alt sammen afhængigt af om der er tale om vogne til vejtransport, bugserede redskaber eller et tungt liftophængt redskab i bagliften.
Trin op i komfort
Med MF 7600 serien løfter førerkomforten sig endnu et trin opad.
Det starter allerede med trinene op til førerkabinen, der gør turen derop sammenlignelig med de bekvemme trin på en granittrappe til et parlament. Heller ikke turen ned bør forskrække nogen.
Inde i kabinen er der blevet endnu mere stille, og selv om traktorserien, der lanceres for offentligheden på Agritechnica-messen i Hannover til november, endnu ikke har målinger på støjniveauet, er distriktschef for MF i Danmark, Egon Sørensen sikker:
- Jeg er sikker på det bliver endnu lavere end i vore hidtidige kabiner, der også var meget støjsvage. Helt sikker, siger han.
Anden generations SCR
Massey Ferguson var som bekendt det første traktormærke, der allerede i 2008 introducerede SCR-teknologien i sine traktorer.
Naturligt nok er de også blandt de første med 2. generations SCR med Diesel Oxidation Catalyser (DOC) i de finske Agco Sisu Power motorer, der nu gemmer sig i de nye modeller. Hos MF 7600 serien korresponderer det nye katalysator-design nu med førerkabinens udformning, idet krumningen på forreste højre stolpe i kabinen og SCR katalysatoren flugter hinanden.
Udover at kabine og katalysator udgør et designmæssigt makkerskab, gemmes katalysatoren sig fra førerens synsfelt bag højre hjørnestolpe.