Mette Gjerskovs første opgave som fødevareminister bliver at nedsætte en landbrugskommission.
Det var en stor overraskelse for Mette Gjerskov (S), da hun søndag aften lidt efter klokken 21 blev ringet op af Helle Thorning-Schmidt og fik tilbuddet om at blive fødevareminister, og dermed også minister for landbruget.
Selv havde den nu tidligere miljøordfører på forhånd ikke selv forventet en ministerpost, og den nyudnævnte minister ville i går lige efter udpegelsen da heller ikke komme med konkrete udspil på, hvad hun vil ændre som fødevareminister.
- Her fem minutter efter, at jeg er blevet minister, så vil jeg ikke stå her og love de store revolutioner. Men jeg tror altså, at fremtiden for dansk landbrug ligger i bæredygtighed. Det er både økonomisk bæredygtighed, men også miljømæssig bæredygtighed. Det er noget af det, som jeg vil have allermest fokus på, sagde Mette Gjerskov i går, kort efter at hun havde fået overdraget ministerposten fra Henrik Høegh (V) ved en seance ved Fødevareministeriet på Slotsholmen i det indre København.
Hun fortalte, at hun er opmærksom på, at der fra visse steder er den opfattelse, at hvis man kommer med grønne krav til landbruget, så er det ensbetydende med, at man ødelægger økonomien i erhvervet.
- Men jeg tror faktisk, at der er økonomi i en grøn fremtid. Der er mange gode takter i, at vi skal være de grønne eksportører, sagde Mette Gjerskov.
Fokus på økologi
Hun fortalte videre, at hun synes, at der ligger et stort uudnyttet potentiale i økologien.
- Der har inden for økologien været en stigning i vækst, som resten af landbruget ikke rigtig har kunnet matche. Her tror jeg, at der er en vækstfaktor, lød det fra Mette Gjerskov.
Til spørgsmålet om, hvad der bliver hendes første opgave som minister, lød svaret, at hun nu vil til at nedsætte den landbrugskommission, som Socialdemokraterne før valget har varslet. Meningen er, at kommissionen skal arbejde hurtigt og komme med bud på landbrugets udviklingsmuligheder og hvordan man hjælper landbruget ud af den gældskrise, som erhvervet befinder sig i.
Hvem, der skal være med i kommissionen, kunne eller ville Mette Gjerskov i går ikke svare på.