Øko-landmænd overtrådte regler om dyrevelfærd
Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet fandt eksempler på både ulovlig opbevaring af lægemidler og brud på dyreværnsreglerne under kontrol hos otte økologer.
Hos otte særligt udpegede jyske, økologiske besætninger med malkekvæg og svin har myndighederne fundet eksempler på både ulovlig opbevaring af lægemidler og manglende optegnelser af, hvordan medicinen var brugt.
Derudover afslørede kontrollen - der blev udført af Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold og Plantedirektoratet - flere besætninger med brud på dyreværnsreglerne.
- I en besætning blev der således konstateret grov og uforsvarlig behandling af dyr, ligesom der blev fundet manglende eller utilstrækkelig behandling af syge dyr hos flere landmænd, oplyser Fødevarestyrelsen.
Politianmeldes
Myndighederne fandt også dyr, der ikke havde adgang til vand, dyr, der ikke havde adgang til et tørt leje, kalve, der ikke kunne se og røre hinanden, og overtrædelser af økologireglerne om fodring.
- Seks af de otte besætningsejere er eller vil blive politianmeldt eller modtage administrative bødeforlæg. Derudover har seks besætningsejere fået påbud om at rette op på forhold vedrørende dyrevelfærd, meddeler Fødevarestyrelsen.
Besætningsejerne risikerer yderligere at blive trukket i deres EU-støtte som følge af overtrædelserne.
Tager afstand
Hos Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarers Økologisektion ser de to formænd Evald Vestergaard og Uffe Bie meget alvorligt på overtrædelserne.
- Dyrevelfærd er en topprioriteret mærkesag for økologien, og vi tager kraftig afstand fra det, der er foregået på de her bedrifter. Når nogle få landmænd ikke overholder reglerne, går det ud over dyrene, men også ud over alle de økologer, som hver eneste dag gør deres yderste for en høj dyrevelfærd. Det er helt uacceptabelt, siger Uffe Bie og Evald Vestergaard.
Sammenlignet med de foregående tre års tilsvarende medicin- og økologiaktioner var der ved aktionen i 2011 færre overtrædelser af medicinreglerne, men flere overtrædelser vedrørende dyrevelfærd.
Ekstra opmærksomme
Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening vil nu, sammen med myndighederne, gøre en ekstra indsats for at vejlede landmændene, om hvordan de skal opfylde kravene til god velfærd, så ingen bedrifter fejler på dette vigtige område i fremtiden.
- Vi vil bede vores økologikonsulenter i rådgivningssystemet om at være ekstra opmærksomme. Vi skal være sikre på, at vi når ud til hele spektret af store og små gårde, som har økologiske dyrehold, siger Evald Vestergaard og Uffe Bie.