2500 så på juletræer

Stemningen var i top på messen i Langesøskoven - med stigende priser og stor efterspørgsel på juletræer.

Der var nærmest julestemning i sommervarmen, da næsten 2500 juletræsproducenter, grossister, maskinfolk og andre med tilknytning til juletræsbranchen i forrige uge var samlet til den årlige Langesømesse i de idylliske omgivelser ved Langesø Gods.

Priserne på juletræer har nemlig aldrig været højere, og umiddelbar kan branchen fortsat have julelys i øjnene.

- I forhold til 2010 er priserne til denne sæson steget med 4-7 procent, og generelt er der mangel på træer, siger Peter Østbjerg, direktør for Europas største producent af juletræer, Green Team Group i Sdr. Omme.

- Det er ikke til at opdrive flere salgsbare juletræer i Europa, fortalte han på messen og oplyste, at Green Team Group, som producerer juletræer på 2.900 ha i Europa, foreløbig har afsat 1,1 million træer i denne sæson, men har kunder til 1,5 millioner juletræer, hvis de sidste kan skaffes.

Derfor imødegår han den frygt for et mættet marked, som branchen måske kunne komme til at opleve med den aktuelle gode produktionsøkonomi.

Faktisk er landbrugsarealet med juletræer herhjemme faldet fra 22.500 ha i 2005 til 17.400 ha sidste år, men hvor produktionen er fastholdt på ca. 11 millioner træner, oplyser Peter Østbjerg.

Den gode økonomi i juletræsproduktionen afspejledes tydeligvis på Langesømessen, ikke alene på det flotte besøgsantal, men også i interessen for at udstille.

Således var der i år omkring 130 udstillere fra både ind- og udland, og Kirsten Sørensen fra Langesø Godskontor, som står bag den internationale juletræsmesse, oplyser, at mange firmaer allerede har bestilt stand til næste års messe, der traditionen tro foregår den tredje torsdag i august.

Læs også